Det er, i de fleste tilfeller, direkte ondskapsfyllt å plassere barn i fosterhjem etter «clean-cut» metoden

Av Mette Valentin,
Sosialrådgiver

Når det besluttes at børn skal anbringes udenfor hjemmet eller skifte anbringelsessted, under deres anbringelse udenfor hjemmet, sker det desværre stadigt oftere uden reelt samtykke, uden der er en fornuftig årsag de forstår og bliver forklaret, og med meget kort varsel, for såvel børn som deres primære voksne.

Clean Cut kaldes det, når en anbringelse effektueres på få timer eller dage, og følges af et uhørt lavt eller intet samvær med den familie, det hjem og det miljø, de bliver fjernet fra. men det er langt fra hverken rent, rart eller pænt. Det forstærker det kæmpe traume det i forvejen er, at blive revet væk fra det hjem og den familie, hvor man føler man hører til.

Vi så det feks i sagen om Michael Lambert, hvor en 13 årig dreng uden varsel blev revet væk fra den plejefamilie han var vokset op i, placeret på en institution uden faguddannede voksne, og herefter i 2 år havde vanvittigt lavt samvær og meget begrænset kontakt med sin elskede plejefamilie. Der måtte kæmpes hårdt, han blev udsat for overgreb og han måtte både stikke af hjem til plejefamilien, og opleve igen at blive fjernet fra dem, før det lykkedes i det mindste at kunne komme på besøg hos dem og igen have kontakt med sin elskede familie. Det har selvsagt mærket ham for livet!!!

Jeg vil faktisk gå så langt, som til at kalde det ondskabsfuldt, at anbringe børn udenfor hjemmet, eller ændre deres anbringelsessted, med Clean Cut metoden.

Kun i tilfælde af grov vanrøgt, voldsom psykiatri hos forældrene, vold og overgreb er det fornuftigt at overveje at anbringe udenfor hjemmet, med få timers eller få dages varsel, og i de tilfælde bør det som udgangspunkt altid forsøges sikret, at det bliver i barnets familie eller hos voksnes som reelt elsker og vil barnet. I langt de fleste tilfælde gør det nemlig langt større skade end gavn, at anbringe og omplacere anbragte børn som selv mener og udtrykker, at de er trygge og trives hvor de er. En skade som varer livet ud.

Både børn og deres familie/ primære voksne traumatiseres og børnene tvinges til på meget kort tid at skifte såvel miljø, som primære omsorgspersoner. De mister venner, familie, fritidsinteresser og identitet, og må acceptere at skulle være i nye ukendte rammer, hos og sammen med, nye voksne og børn, som ikke er deres familie og som er en del af, det anbringelsessystem, som de på grund af velmenende bekymrede voksnes vurderinger, er blevet tvunget til, at være en del af.

Børnene bliver fortalt at man gør det fordi man vurderer at de ikke har det godt der hvor de er, at deres forældre/ plejeforældre ikke er gode for dem. Deres forældre/ plejeforældre får at vide, at de er vurderet uegnede til at varetage barnets behov og tarv. Hvad de selv siger og mener om den sag, kan dokumentere og vise, synes nærmest underordnet. Sålænge systemets ansatte har vurderet at det er sådan det er, bliver disse vurderinger i langt de fleste tilfælde effektueret, med eller uden børnenes og deres forældres/ plejeforældres samtykke.

De fleste forældre kæmper bravt for at få lov til at vise og bevise at de kan eller kan lære at tage vare på deres barn. Ofte tilbydes ingen eller utilstrækkelige forældreindsatser og den hjemgivelsesplan som er det første der skal udformes efter en anbringelse, må de ofte kæmpe længe for, at få udarbejdet. Når det endeligt sker, indeholder den ofte mangelfulde indsatser og påbud om at acceptere og samarbejde om anbringelsen. Uanset hvor forkert de kan vise og påvise, at anbringelsen er.

Plejeforældre har, selv når de som i Michael Lamberts tilfælde gennem 13 år med forældrenes velsignelse, har været barnets familie, og barnet er blevet en ægte del af familien, ingen rettigheder overhovedet, når forvaltningen beslutter at omplacere barnet. Barnet høres ofte ikke reelt og har reelt ingen stemme i sit eget liv, såfremt barnet ikke udtrykker enighed med forvaltningens vurderinger. Deres ord og udsagn, adfærd og udfordringer fordrejes og farves kraftigt af de velmenende, men ofte alt for fagligt forråede myndighedspersoner, som varetager deres sag.

Modstand og klager fra forældrene fører ofte til at de holdes i strakt arm og oplever et decideret fravær af samarbejde fra forvaltningen tilsat utallige negative vurderinger og beskriver som igen fører til at samværet holdes uhørt lavt og/ eller arrangeres i så kontraproduktive rammer og under så ugunstige vilkår, at det bliver meget svært at bevare eller opbygge en tryg og god relation, hvilket er fundamentet for, at det bliver muligt atter at hjemgive barnet.

Samværet med forældre/ familie/ tidl. plejefamilie fastsættes og fastholdes uhørt lavt eller slet ikke, med begrundelser om at familien er skadelig for barnet, at der er brug for ro for at falde til og tid til, at knytte sig og falde til det nye sted. Reaktioner på adskillelsen, sorg og traumer opfattes som dokumentation på behovet for anbringelse, det samme gør fravær af reaktioner.

Børnene forsøger at tilpasse sig og gør deres bedste for at opnå tryghed og ikke gøre deres nye voksne sure eller skuffede over dem. Mange føler skyld over at være blevet anbragt/ omplaceret, og er bekymrede for deres forældre, søskende mm. Savnet til familien de føler de hører til i, bliver ofte til noget de forsøger at undertrykke og undgå at vise.

Anbringelsesstedet informeres om at det er forældrenes/ familiens skyld at barnet reagerer og er som det er. De læser og forstår barnet som skadet og unormalt, og møder det derfor ikke med den krise og sorghjælp, som det har behov for. Barnet forklares at det er for barnets bedste, at det er, hvor det er nu og kun ser sin familie meget lidt. Selvom det ikke er sådan barnet oplever og ser det, tvinges det til at indoptage denne forståelse, for at kunne holde situationen ud. De mister troen på sig selv og deres egen dømmekraft.

Når et samvær efter noget tid startes eller udvides, vurderes reaktioner under, efter og imellem samværet som skadelige og noget der skal forsøges undgås. Selvom det er helt naturligt at både børn og deres forældre/ familie savner hinanden og er kede af, at være blevet skilt ad. De fleste lærer at fortrænge det store dybe savn og sorgen, under samværet.

Børnene i disse sager fejludvikler sig ofte herpå og får helt ind i deres voksenliv psykiske udfordringer – dette vurderes igen som værende relateret til deres ophold i hjemmet, altså deres forældres skyld.

Mange børn kommer naturligvis undervejs til at holde af og knytte sig til plejeforældre og plejesøskende/ faste ansatte på deres institutioner, hvilket kun splitter dem endnu mere, ifht deres forældre/ familie, hvis ikke anbringelsen reelt er det som både barn og forældre, selv mener er det rette.

Som i Michaels Lamberts sag, hvor plejefamilien gennem årene, bliver den familie for ham, som hans forældre fra start, på grund af deres omfattende udfordringer, vidste at de ikke kunne være eller blive.

Forældrene kæmper bravt, men de fleste går før eller siden ned med stress. De får problemer ifht job, uddannelse, venner og familie og stigmatiseres i lokalsamfundet. Mange forældre bliver skilt og mange bliver både psykisk og fysisk syge undervejs.

På den måde bliver det oprindelige anbringelsesgrundlag en selvopfyldende profeti. Systemet kan dermed slå fast, at de jo havde ret i deres bekymringer og vurderinger. Al forskning og erfaring påviser dog, at anbringelser IKKE på længere sigt, forbedrer børnenes udvikling og trivsel, men derimod fører til at de som voksne klarer sig langt dårligere end ligestillede jævnaldrende som ikke er blevet fjernet fra deres hjem. Det gælder både ifht uddannelse, arbejde og øvrige livsområder. Oveni dette er det, at de har været anbragt udenfor hjemmet, i sig selv en grund til at systemet når de selv bliver forældre, rejser bekymringer om, hvorvidt de er i stand til, at varetage barnets tarv og trivsel. Og ofte en direkte årsag til, og man også vælger at anbringe deres børn udenfor hjemmet.

Det er intet mindre end ondskabsfuldt!

Man kan jo prøve at forestille sig hvordan det ville være, hvis man som voksen pludseligt blev revet op med rode og tvunget til at bo, arbejde og være et fremmed sted, med skiftende fremmede som er ansat til at tage vare på en og hvor ingen reelt lytter til hvad man selv mener, om hvordan det er.

I børnesager hvor der er en reel bekymring for et barn, bør problemerne løses med mere eller mindre massive indsatser i hjemmet, eller på dertil indrettede familieopholdssteder. Ganske enkelt fordi anbringelser skader langt mere end de gavner noget som helst andet, end systemets ansattes sikkerhed for fortsat at have et job, en karriere, som i realiteten sker stående på blødende rygge af knuste familier. Det er helt og aldeles uacceptabelt!!!

Vi HAR brug for et Clean Cut. Et Clean cut opgør med vores anbringelsessystem, et system som i dets nuværende form, alt alt for ofte, skader og knuser børn og deres familier for livet.

Når det besluttes at børn skal anbringes udenfor hjemmet eller skifte anbringelsessted, under deres anbringelse udenfor hjemmet, sker det desværre stadigt oftere uden reelt samtykke, uden der er en fornuftig årsag de forstår og bliver forklaret, og med meget kort varsel, for såvel børn som deres primære voksne.

Clean Cut kaldes det, når en anbringelse effektueres på få timer eller dage, og følges af et uhørt lavt eller intet samvær med den familie, det hjem og det miljø, de bliver fjernet fra. men det er langt fra hverken rent, rart eller pænt. Det forstærker det kæmpe traume det i forvejen er, at blive revet væk fra det hjem og den familie, hvor man føler man hører til.

Vi så det feks i sagen om Michael Lambert, hvor en 13 årig dreng uden varsel blev revet væk fra den plejefamilie han var vokset op i, placeret på en institution uden faguddannede voksne, og herefter i 2 år havde vanvittigt lavt samvær og meget begrænset kontakt med sin elskede plejefamilie. Der måtte kæmpes hårdt, han blev udsat for overgreb og han måtte både stikke af hjem til plejefamilien, og opleve igen at blive fjernet fra dem, før det lykkedes i det mindste at kunne komme på besøg hos dem og igen have kontakt med sin elskede familie. Det har selvsagt mærket ham for livet!!!

Jeg vil faktisk gå så langt, som til at kalde det ondskabsfuldt, at anbringe børn udenfor hjemmet, eller ændre deres anbringelsessted, med Clean Cut metoden.

Kun i tilfælde af grov vanrøgt, voldsom psykiatri hos forældrene, vold og overgreb er det fornuftigt at overveje at anbringe udenfor hjemmet, med få timers eller få dages varsel, og i de tilfælde bør det som udgangspunkt altid forsøges sikret, at det bliver i barnets familie eller hos voksnes som reelt elsker og vil barnet. I langt de fleste tilfælde gør det nemlig langt større skade end gavn, at anbringe og omplacere anbragte børn som selv mener og udtrykker, at de er trygge og trives hvor de er. En skade som varer livet ud.

Både børn og deres familie/ primære voksne traumatiseres og børnene tvinges til på meget kort tid at skifte såvel miljø, som primære omsorgspersoner. De mister venner, familie, fritidsinteresser og identitet, og må acceptere at skulle være i nye ukendte rammer, hos og sammen med, nye voksne og børn, som ikke er deres familie og som er en del af, det anbringelsessystem, som de på grund af velmenende bekymrede voksnes vurderinger, er blevet tvunget til, at være en del af.

Børnene bliver fortalt at man gør det fordi man vurderer at de ikke har det godt der hvor de er, at deres forældre/ plejeforældre ikke er gode for dem. Deres forældre/ plejeforældre får at vide, at de er vurderet uegnede til at varetage barnets behov og tarv. Hvad de selv siger og mener om den sag, kan dokumentere og vise, synes nærmest underordnet. Sålænge systemets ansatte har vurderet at det er sådan det er, bliver disse vurderinger i langt de fleste tilfælde effektueret, med eller uden børnenes og deres forældres/ plejeforældres samtykke.

De fleste forældre kæmper bravt for at få lov til at vise og bevise at de kan eller kan lære at tage vare på deres barn. Ofte tilbydes ingen eller utilstrækkelige forældreindsatser og den hjemgivelsesplan som er det første der skal udformes efter en anbringelse, må de ofte kæmpe længe for, at få udarbejdet. Når det endeligt sker, indeholder den ofte mangelfulde indsatser og påbud om at acceptere og samarbejde om anbringelsen. Uanset hvor forkert de kan vise og påvise, at anbringelsen er.

Plejeforældre har, selv når de som i Michael Lamberts tilfælde gennem 13 år med forældrenes velsignelse, har været barnets familie, og barnet er blevet en ægte del af familien, ingen rettigheder overhovedet, når forvaltningen beslutter at omplacere barnet. Barnet høres ofte ikke reelt og har reelt ingen stemme i sit eget liv, såfremt barnet ikke udtrykker enighed med forvaltningens vurderinger. Deres ord og udsagn, adfærd og udfordringer fordrejes og farves kraftigt af de velmenende, men ofte alt for fagligt forråede myndighedspersoner, som varetager deres sag.

Modstand og klager fra forældrene fører ofte til at de holdes i strakt arm og oplever et decideret fravær af samarbejde fra forvaltningen tilsat utallige negative vurderinger og beskriver som igen fører til at samværet holdes uhørt lavt og/ eller arrangeres i så kontraproduktive rammer og under så ugunstige vilkår, at det bliver meget svært at bevare eller opbygge en tryg og god relation, hvilket er fundamentet for, at det bliver muligt atter at hjemgive barnet.

Samværet med forældre/ familie/ tidl. plejefamilie fastsættes og fastholdes uhørt lavt eller slet ikke, med begrundelser om at familien er skadelig for barnet, at der er brug for ro for at falde til og tid til, at knytte sig og falde til det nye sted. Reaktioner på adskillelsen, sorg og traumer opfattes som dokumentation på behovet for anbringelse, det samme gør fravær af reaktioner.

Børnene forsøger at tilpasse sig og gør deres bedste for at opnå tryghed og ikke gøre deres nye voksne sure eller skuffede over dem. Mange føler skyld over at være blevet anbragt/ omplaceret, og er bekymrede for deres forældre, søskende mm. Savnet til familien de føler de hører til i, bliver ofte til noget de forsøger at undertrykke og undgå at vise.

Anbringelsesstedet informeres om at det er forældrenes/ familiens skyld at barnet reagerer og er som det er. De læser og forstår barnet som skadet og unormalt, og møder det derfor ikke med den krise og sorghjælp, som det har behov for. Barnet forklares at det er for barnets bedste, at det er, hvor det er nu og kun ser sin familie meget lidt. Selvom det ikke er sådan barnet oplever og ser det, tvinges det til at indoptage denne forståelse, for at kunne holde situationen ud. De mister troen på sig selv og deres egen dømmekraft.

Når et samvær efter noget tid startes eller udvides, vurderes reaktioner under, efter og imellem samværet som skadelige og noget der skal forsøges undgås. Selvom det er helt naturligt at både børn og deres forældre/ familie savner hinanden og er kede af, at være blevet skilt ad. De fleste lærer at fortrænge det store dybe savn og sorgen, under samværet.

Børnene i disse sager fejludvikler sig ofte herpå og får helt ind i deres voksenliv psykiske udfordringer – dette vurderes igen som værende relateret til deres ophold i hjemmet, altså deres forældres skyld.

Mange børn kommer naturligvis undervejs til at holde af og knytte sig til plejeforældre og plejesøskende/ faste ansatte på deres institutioner, hvilket kun splitter dem endnu mere, ifht deres forældre/ familie, hvis ikke anbringelsen reelt er det som både barn og forældre, selv mener er det rette.

Som i Michaels Lamberts sag, hvor plejefamilien gennem årene, bliver den familie for ham, som hans forældre fra start, på grund af deres omfattende udfordringer, vidste at de ikke kunne være eller blive.

Forældrene kæmper bravt, men de fleste går før eller siden ned med stress. De får problemer ifht job, uddannelse, venner og familie og stigmatiseres i lokalsamfundet. Mange forældre bliver skilt og mange bliver både psykisk og fysisk syge undervejs.

På den måde bliver det oprindelige anbringelsesgrundlag en selvopfyldende profeti. Systemet kan dermed slå fast, at de jo havde ret i deres bekymringer og vurderinger. Al forskning og erfaring påviser dog, at anbringelser IKKE på længere sigt, forbedrer børnenes udvikling og trivsel, men derimod fører til at de som voksne klarer sig langt dårligere end ligestillede jævnaldrende som ikke er blevet fjernet fra deres hjem. Det gælder både ifht uddannelse, arbejde og øvrige livsområder. Oveni dette er det, at de har været anbragt udenfor hjemmet, i sig selv en grund til at systemet når de selv bliver forældre, rejser bekymringer om, hvorvidt de er i stand til, at varetage barnets tarv og trivsel. Og ofte en direkte årsag til, og man også vælger at anbringe deres børn udenfor hjemmet.

Det er intet mindre end ondskabsfuldt!

Man kan jo prøve at forestille sig hvordan det ville være, hvis man som voksen pludseligt blev revet op med rode og tvunget til at bo, arbejde og være et fremmed sted, med skiftende fremmede som er ansat til at tage vare på en og hvor ingen reelt lytter til hvad man selv mener, om hvordan det er.

I børnesager hvor der er en reel bekymring for et barn, bør problemerne løses med mere eller mindre massive indsatser i hjemmet, eller på dertil indrettede familieopholdssteder. Ganske enkelt fordi anbringelser skader langt mere end de gavner noget som helst andet, end systemets ansattes sikkerhed for fortsat at have et job, en karriere, som i realiteten sker stående på blødende rygge af knuste familier. Det er helt og aldeles uacceptabelt!!!

Vi HAR brug for et Clean Cut. Et Clean cut opgør med vores anbringelsessystem, et system som i dets nuværende form, alt alt for ofte, skader og knuser børn og deres familier for livet.

Når det besluttes at børn skal anbringes udenfor hjemmet eller skifte anbringelsessted, under deres anbringelse udenfor hjemmet, sker det desværre stadigt oftere uden reelt samtykke, uden der er en fornuftig årsag de forstår og bliver forklaret, og med meget kort varsel, for såvel børn som deres primære voksne.

Clean Cut kaldes det, når en anbringelse effektueres på få timer eller dage, og følges af et uhørt lavt eller intet samvær med den familie, det hjem og det miljø, de bliver fjernet fra. men det er langt fra hverken rent, rart eller pænt. Det forstærker det kæmpe traume det i forvejen er, at blive revet væk fra det hjem og den familie, hvor man føler man hører til.

Vi så det feks i sagen om Michael Lambert, hvor en 13 årig dreng uden varsel blev revet væk fra den plejefamilie han var vokset op i, placeret på en institution uden faguddannede voksne, og herefter i 2 år havde vanvittigt lavt samvær og meget begrænset kontakt med sin elskede plejefamilie. Der måtte kæmpes hårdt, han blev udsat for overgreb og han måtte både stikke af hjem til plejefamilien, og opleve igen at blive fjernet fra dem, før det lykkedes i det mindste at kunne komme på besøg hos dem og igen have kontakt med sin elskede familie. Det har selvsagt mærket ham for livet!!!

Jeg vil faktisk gå så langt, som til at kalde det ondskabsfuldt, at anbringe børn udenfor hjemmet, eller ændre deres anbringelsessted, med Clean Cut metoden.

Kun i tilfælde af grov vanrøgt, voldsom psykiatri hos forældrene, vold og overgreb er det fornuftigt at overveje at anbringe udenfor hjemmet, med få timers eller få dages varsel, og i de tilfælde bør det som udgangspunkt altid forsøges sikret, at det bliver i barnets familie eller hos voksnes som reelt elsker og vil barnet. I langt de fleste tilfælde gør det nemlig langt større skade end gavn, at anbringe og omplacere anbragte børn som selv mener og udtrykker, at de er trygge og trives hvor de er. En skade som varer livet ud.

Både børn og deres familie/ primære voksne traumatiseres og børnene tvinges til på meget kort tid at skifte såvel miljø, som primære omsorgspersoner. De mister venner, familie, fritidsinteresser og identitet, og må acceptere at skulle være i nye ukendte rammer, hos og sammen med, nye voksne og børn, som ikke er deres familie og som er en del af, det anbringelsessystem, som de på grund af velmenende bekymrede voksnes vurderinger, er blevet tvunget til, at være en del af.

Børnene bliver fortalt at man gør det fordi man vurderer at de ikke har det godt der hvor de er, at deres forældre/ plejeforældre ikke er gode for dem. Deres forældre/ plejeforældre får at vide, at de er vurderet uegnede til at varetage barnets behov og tarv. Hvad de selv siger og mener om den sag, kan dokumentere og vise, synes nærmest underordnet. Sålænge systemets ansatte har vurderet at det er sådan det er, bliver disse vurderinger i langt de fleste tilfælde effektueret, med eller uden børnenes og deres forældres/ plejeforældres samtykke.

De fleste forældre kæmper bravt for at få lov til at vise og bevise at de kan eller kan lære at tage vare på deres barn. Ofte tilbydes ingen eller utilstrækkelige forældreindsatser og den hjemgivelsesplan som er det første der skal udformes efter en anbringelse, må de ofte kæmpe længe for, at få udarbejdet. Når det endeligt sker, indeholder den ofte mangelfulde indsatser og påbud om at acceptere og samarbejde om anbringelsen. Uanset hvor forkert de kan vise og påvise, at anbringelsen er.

Plejeforældre har, selv når de som i Michael Lamberts tilfælde gennem 13 år med forældrenes velsignelse, har været barnets familie, og barnet er blevet en ægte del af familien, ingen rettigheder overhovedet, når forvaltningen beslutter at omplacere barnet. Barnet høres ofte ikke reelt og har reelt ingen stemme i sit eget liv, såfremt barnet ikke udtrykker enighed med forvaltningens vurderinger. Deres ord og udsagn, adfærd og udfordringer fordrejes og farves kraftigt af de velmenende, men ofte alt for fagligt forråede myndighedspersoner, som varetager deres sag.

Modstand og klager fra forældrene fører ofte til at de holdes i strakt arm og oplever et decideret fravær af samarbejde fra forvaltningen tilsat utallige negative vurderinger og beskriver som igen fører til at samværet holdes uhørt lavt og/ eller arrangeres i så kontraproduktive rammer og under så ugunstige vilkår, at det bliver meget svært at bevare eller opbygge en tryg og god relation, hvilket er fundamentet for, at det bliver muligt atter at hjemgive barnet.

Samværet med forældre/ familie/ tidl. plejefamilie fastsættes og fastholdes uhørt lavt eller slet ikke, med begrundelser om at familien er skadelig for barnet, at der er brug for ro for at falde til og tid til, at knytte sig og falde til det nye sted. Reaktioner på adskillelsen, sorg og traumer opfattes som dokumentation på behovet for anbringelse, det samme gør fravær af reaktioner.

Børnene forsøger at tilpasse sig og gør deres bedste for at opnå tryghed og ikke gøre deres nye voksne sure eller skuffede over dem. Mange føler skyld over at være blevet anbragt/ omplaceret, og er bekymrede for deres forældre, søskende mm. Savnet til familien de føler de hører til i, bliver ofte til noget de forsøger at undertrykke og undgå at vise.

Anbringelsesstedet informeres om at det er forældrenes/ familiens skyld at barnet reagerer og er som det er. De læser og forstår barnet som skadet og unormalt, og møder det derfor ikke med den krise og sorghjælp, som det har behov for. Barnet forklares at det er for barnets bedste, at det er, hvor det er nu og kun ser sin familie meget lidt. Selvom det ikke er sådan barnet oplever og ser det, tvinges det til at indoptage denne forståelse, for at kunne holde situationen ud. De mister troen på sig selv og deres egen dømmekraft.

Når et samvær efter noget tid startes eller udvides, vurderes reaktioner under, efter og imellem samværet som skadelige og noget der skal forsøges undgås. Selvom det er helt naturligt at både børn og deres forældre/ familie savner hinanden og er kede af, at være blevet skilt ad. De fleste lærer at fortrænge det store dybe savn og sorgen, under samværet.

Børnene i disse sager fejludvikler sig ofte herpå og får helt ind i deres voksenliv psykiske udfordringer – dette vurderes igen som værende relateret til deres ophold i hjemmet, altså deres forældres skyld.

Mange børn kommer naturligvis undervejs til at holde af og knytte sig til plejeforældre og plejesøskende/ faste ansatte på deres institutioner, hvilket kun splitter dem endnu mere, ifht deres forældre/ familie, hvis ikke anbringelsen reelt er det som både barn og forældre, selv mener er det rette.

Som i Michaels Lamberts sag, hvor plejefamilien gennem årene, bliver den familie for ham, som hans forældre fra start, på grund af deres omfattende udfordringer, vidste at de ikke kunne være eller blive.

Forældrene kæmper bravt, men de fleste går før eller siden ned med stress. De får problemer ifht job, uddannelse, venner og familie og stigmatiseres i lokalsamfundet. Mange forældre bliver skilt og mange bliver både psykisk og fysisk syge undervejs.

På den måde bliver det oprindelige anbringelsesgrundlag en selvopfyldende profeti. Systemet kan dermed slå fast, at de jo havde ret i deres bekymringer og vurderinger. Al forskning og erfaring påviser dog, at anbringelser IKKE på længere sigt, forbedrer børnenes udvikling og trivsel, men derimod fører til at de som voksne klarer sig langt dårligere end ligestillede jævnaldrende som ikke er blevet fjernet fra deres hjem. Det gælder både ifht uddannelse, arbejde og øvrige livsområder. Oveni dette er det, at de har været anbragt udenfor hjemmet, i sig selv en grund til at systemet når de selv bliver forældre, rejser bekymringer om, hvorvidt de er i stand til, at varetage barnets tarv og trivsel. Og ofte en direkte årsag til, og man også vælger at anbringe deres børn udenfor hjemmet.

Det er intet mindre end ondskabsfuldt!

Man kan jo prøve at forestille sig hvordan det ville være, hvis man som voksen pludseligt blev revet op med rode og tvunget til at bo, arbejde og være et fremmed sted, med skiftende fremmede som er ansat til at tage vare på en og hvor ingen reelt lytter til hvad man selv mener, om hvordan det er.

I børnesager hvor der er en reel bekymring for et barn, bør problemerne løses med mere eller mindre massive indsatser i hjemmet, eller på dertil indrettede familieopholdssteder. Ganske enkelt fordi anbringelser skader langt mere end de gavner noget som helst andet, end systemets ansattes sikkerhed for fortsat at have et job, en karriere, som i realiteten sker stående på blødende rygge af knuste familier. Det er helt og aldeles uacceptabelt!!!

Vi HAR brug for et Clean Cut. Et Clean cut opgør med vores anbringelsessystem, et system som i dets nuværende form, alt alt for ofte, skader og knuser børn og deres familier for livet.

Har du meninger? Send oss din mening. Følg oss på Facebook!

Kilde

Comments

comments